Mikkel's Blog
Pratik i syd Frankrig, I.M.EFlere folosofiske fortællinger
af Ole Fogh Kirkeby
Efter man har læst disse fantastiske fortællinger er der absolut ingen grund til at frygte døden, tværtimod får man så meget lyst til at leve livet. Alle de finurlighedder verden byder på. Alle de skønne billeder man danner sig når man læser Kirkeby’s fortællinger, den måde hvorpå at han så smukt kan beskrive både, smukke oplevelser, skræmmende krigshistorier, erotik, døden og tro, mirakler ja jeg kunne blive ved, hvis man har bare en lille smule lyst til at åbne en god bog kan denne voldsomt anbelfales, man kan ikke slippe den når man først er gået igang. Det er bare mega fed læsning.
H: 6 måneder!!!
Indledning
Tænk sig at der er gået 6 måneder.
Begrebet tid er et interessant fænomen.
Tiden flyver afsted når man beskæftiger sig med noget der er sjovt, spændende , lærerigt og udviklende. Noget jeg har oplevet lige så længe tilbage jeg kan huske og igen nu er tilfældet.
Det har været en fantastisk tid med skønne oplevelser, svære situationer, projekter der gik godt andre der gik knap så godt, mange indtryk fra de unge på institutionen og de pædagoger jeg har arbejdet sammen med. Jeg har opdaget at pædagoger i Frankrig er lige så forskellige som i Danmark, nogle man er enige med andre er dybt uenige med. Det pædagogiske grundsyn har på mange måder vist sig forskelligt fra det jeg har tilegnet mig i mit studie.
Men kort sagt har det været en tid som jeg ikke på nogen måde ville have været for uden og et ord som helt fantastisk rækker slet ikke. Den ekstra viden og erfaring jeg har fået med i min bagage beviser at det aldrig er for sent at gå efter sine mål og drømme.
Baggrund for praktik i Frankrig – hvordan har det været som dansk studerende?
På trods af jeg har en blandet baggrund af både dansk og fransk kultur har jeg oplevet en stor forskel på at være i praktik i Frankrig og i Danmark.
Jeg har oplevet på IME at projekter for nogle af de ansatte bare er et noget nedfældet i et arbejdsdokument og derfor skal gennemføres uden sans for de muligheder for at børnene udvikler kompetencer og kreative sider af sig selv. Synes i hvert fald det sættes lidt i anden række. Det spiller også en væsentlig rolle at der tages eller er tid nok til at genneføre et projekt.
Her kommer min danske baggrund virkelig i spil i form af en friere arbejdsform, en arbejdsform som børnene slet ikke var vant til og derfor kom jeg til at stå med nogle forhindringer og udfordringer hvor jeg blev sat på en hård prøve før målet blev nået.
Tanker om projektarbejde
Her tænker jeg f.eks. på mit rap-projekt som er beskrevet andet sted på min blog. Og som jeg der har beskrevet blev jeg tvunget til at optræde mere autoritativ end jeg måske ville gøre i en dansk institution.
Den indgangsvinkel til at børnene/de unge skal deltage i aktiviteter på lige fod med mig som pædagog og deres deltagelse skal fremme deres personlighed og evne til at tage initiativ er fundamental for mig.
F.eks at projektet giver noget af dem og ikke bare et projekt fordi der står i dokumenterne at det skal udføres. Men at man undervejs udvikler sine kompetencer og kreative side af sig selv.
Jeg deltog fra starten af min praktik i et teaterværksted med en anden pædagog, hvor målet var at lave en mimefilm med klovne. Her oplevede jeg hvordan hun arbejdede med at fremme børnenes eget udtryk, at det var det der var pointen. De blev holdt fast i at bruge deres fantasi og kreative sider, meget mere med til selv at skabe denne forestilling, end jeg ellers oplevede i projekter på institutionen.
At arbejde på et fremmedsprog
Der er franske ord som sokker og silkepind der der ligger tæt op af hinanden, hvor jeg tit kom til at sige tag lige dine silkepinde på i stedet for dine sokker, hvilket jo gav meget underholdning blandt drengene. Ordet sko skal man ligge trykket helt rigtig for at det bliver til sko på fransk, sådanne små ting har der været mange af undervejs.
Jeg har altid hvis der var ord jeg ikke kunne forklare brugt andre og flere ord, men i situationer hvor det krævede at være mere kort og kontant, gik der simpelthen for lang tid og drengene mistede koncentrationen.
Så selvom jeg taler rimeligt fransk er det jo ikke mit modersmål og som overstående viser har det sine begrænsninger. Netop dette har min vejleder og nogle af mine kollegaer lidt glemt i farten eller de har ikke kunne forholde sig til at jeg faktisk af og til kunne have brug for lidt ekstra sproglig hensynstagen. Det er mig dog helt klart at denne praktik i sydfrankrig ikke kunne lade sig gøre uden et vist kendskab til fransk, for der er få som kan engelsk og det meget lidt.
Dilemmaer og arbejdsvilkår
Et af de store dilemmaer jeg har stået i, har nok været at forklare min vejleder hvordan den danske pædagoguddannelse er sammensat, hvilke kompetencer der vægtes, hvordan forholdet er mellem teori og praksis set i forhold til den franske pædagoguddannelse. Gennem vores samtaler er det blevet klart for mig at de to uddannelser slet ikke er struktureret på samme måde.
Udfra hvad jeg har læst mig til og hørt fra mine kollegaer er der knap så meget praktik og slet ikke så lange perioder i Frankrig som i Danmark. Den franske pædagoguddannelse er meget mere teoretisk sammensat.
Noget som jeg mener også spiller en rolle er at min vejleder har haft meget at se til de sidste tre måneder af min praktik, da hendes kollega har været langtidssygemeldt og derfor skulle hun styrer gruppen alene.
Det blev henimod slutningen af min praktik klart, at der som udgangspunkt ikke har været den samme forståelse for, hvad det vil sige at have en udenlandsk studerende i praktik. Min vejleder have ikke prøvet det før, så det var nyt for os begge kan man sige. Jeg oplevede henimod slutningen af praktikken, at min vejleder have mere overskud til at forholde sig til min praktik, ligesom hun havde det i starten. Uheldigvis havde hun glemt formålet med min praktik og sammenlignede mig med en fransk studerende, hvilket gjorder, at forskellen i de to uddannelsesforløb naturligvis gav nogle misforståelser. I Danmark er det ikke et krav at man på dette niveau i uddannelsen allerede har lagt sig fast på den pædagogisk form man vil arbejde efter som færdiguddannet pædagog. Praktikken i Frankrig ses ikke på samme måde som i Danmark, som et sted hvor man afprøver forskellige teorier og metoder under kyndig vejledning, så det ikke går ud over brugerne. Det førte til en uheldig situation, hvor jeg måtte genopfriske samtalerne fra praktikkens start, hvor vi gennemførte regelmæssige vejledningstimer, og hvor jeg havde givet mundtlige oversættelser af mine afleveringer på bloggen. Det endte med at hun gav mig ret i at hun ikke havde givet mig den nødvendige plads i den sidste del af praktikken. Måske er der også i Frankrig en anderledes kritikkultur end jeg er van til fra Danmark. En knap så samtale agtig kritik, men mere en der følger deres i forvejen meget bestemt undervisningsplan, altså at man måske her for en kritik der kan virke meget hård og negativ, sådan havde jeg det i hvert fald og som er svær lige i første huk at bearbejde og bruge til noget konstruktivt.
Refleksioner over egen læring
En af de ting som jeg har lært om mig selv er helt klart at jeg har fået større tro på at det jeg gør er det rigtige, at jeg kan give noget til de mennesker jeg arbejde med. Jeg har kunne se udvikling hos de børn og unge jeg har arbejdet med, at kunne skabe et tillidsforhold på så kort tid, at mange kom til mig for at tale om deres evt. problemer men også glæder. I virkeligheden at turde tro på mig selv som pædagog.
At jeg i min næste praktik vil stille større krav til institutionen i forhold til mig selv som studerende, at jeg vil turde sige højt mine tanker og refleksioner til kollegaer og ledelse. Hvilket har været svært i denne udlandssituation og måske især i Frankrig. Synes nogen gange mine tanker og syn blev hurtigt fejet af vejen og så nogle dage efter på deres egen måde alligevel tage op til overvejelse. At jeg nogen gange blev kaldt naiv fordi jeg troede på at nogle drenge i gruppen rent faktisk prøvede at råbe om hjælp gennem en handling.
For mig handler det om at vise disse børn og unge tillid, at pege på andre måder at leve på og at tro på dem.
Jeg skal jo ikke gøre mig selv til verdensmester for det er jeg ikke, alle kan fejle. Jeg tror ikke jeg på samme måde havde lært de samme ting om mig selv og andre mennesker hvis jeg havde taget denne praktik i Danmark, det at være langt væk fra de vante rammer har gjort at man tænker meget mere over hvad man vil som kommende pædagog, hvem man selv er som menneske, hvilke værdier man værdsætter. Jeg har i min praktik fundet stor tilfredstillelse ved at læse filosofi, der ligger efter min mening en stor guldgrube af tanker som jeg som pædagog kan blive klogere af og finde anvendelse for i mit kommende arbejde som pædagog. Ens menneskesyn og etikforståelse sættes gennem læsningen til debat.
I den her praktik i sydfrankrig har jeg været meget observerende for at få et indblik i det franske pædagogiske arbejde, men om jeg har reageret anderledes her under fremmede forhold end jeg ville have gjort derhjemme ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke. Jeg har altid haft en god evne til at falde til i nye omgivelser, at finde ”min plads” hvorfra jeg kan begynde mit arbejde og udvikle mig i de rammer der sættes og hvis muligt prøve at fornye og give mit til at rammerne måske kan udvikles eller omdefineres om nødvendigt.
Måske har jeg mest af alt fået bekræftet mange af mine metoder, børnesyn/menneskesyn, tilgang til det pædagogiske arbejde og mig selv som kommende pædagog. Jeg er nok blevet mere selvsikker, for selvfølgelig er der sket udvikling og det vil der forhåbentlig stadig ske i det kommende tid. For mig handler det om at udvikle sig hele tiden.
Jeg har i hvert fald haft rigtig meget tid til at blive mere obs på mig selv som person, mine signaler ud af til, mit tonefald og måde at skabe ro omkring mig på.
Jeg kommer sgu til at savne de unge jeg har arbejdet med, men det vil jo nok altid være sådan i arbejdet med mennesker, så man må jo give dem alt hvad man kan mens man er sammen med dem.
G:
Menneskesyn/udviklingssyn
Hvis man meget groft skal skitserer franskmændenes syn på børn, er det nogle som helst skal være helt lydløse og sørger for at få gode karakterer i skolen så de kan blive til noget fornuftigt. De skal være høflige og helst usynlige. Man kan måske sige et meget rationalistisk menneskesyn, med det mener jeg, at de tager udgangspunkt i at fornuften er den eneste vej frem. Jean-Jacques Rousseau, en af deres egne store pædagogiske tænkere, skriver også om følelser og lidenskab, hvilket jeg personligt synes er en vigtig del af det pædagogiske arbejde.
Mit spørgsmål undervejs har været, er det sådan hele vejen rundt? Og det korte svar må være ja stort set, det er en meget lille del af dem jeg har mødt, hos nogen måske en lille del af dem selv som ikke er sådan. De går meget op i det med disciplin og god opførsel. At man med den ”rigtige” opdragelse og ramme/regel-sætning kan vise disse børn og unge med skoleproblemer, deraf også mentaleproblemer i forhold til personlig udvikling, familiesituation og sociale problemer som I.M.E beskæftiger sig med.
I det private hjem ser jeg meget franske børn overladt til at underholde sig selv i selvskab med familien, hvilket jo så ikke er selvskab, hvis de ikke rigtig er sammen med dem? Det kan i hvert fald diskuteres.
Jeg er her på institutionen blevet opmærksom på, at der i princippet er 2 syn på disse børn og unge:
1) Samfundets ide om at skabe nogle unge mennesker som skal være meget skole orienteret og helst vide hvad de vil være når de er 15 år. At de i skolen skal lære udenad og få gode karakterer.
2) Institutions ide om at skabe et skolesystem som ikke er så strikt som det normale franske system, altså et sted hvor man kan lære med en for alternativ undervisningsmetoder. At der i deres ”fritid” er den nødvendige pædagogiske hjælp at hente til at udvikle sig på både det individuelle og det fælles plan.
I disse to syn arbejder der så et antal af forskelligt uddannet personalet. Jeg har tidligere beskrevet de typer af pædagogiske uddannelser der er i Frankrig, hvor forskellige måder man kan blive uddannet pædagog på og hvilkegruppe man vil arbejde med. Derudover har de et personligt syn, der kan være helt anderledes, men som bestræber sig på at arbejde efter begge syn. Hvilket umiddelbart vil give nogle konflikter. For når vi skal til at gøre status for hvordan det går den enkelte elev, hæftes der mest til punkt et. Nu har jeg taget meget udgangspunkt i min vejleder da jeg stort set hele vejen igennem har været der samtidig med hende. En af foredelene ved et så langt praktik ophold er at man når dertil hvor man kommer bag den yder facade, hvor jeg har oplevet enændring fra start til slut, i hvert fald hvis jeg ser på min vejleder, at hun ikke helt var så fantastisk som hun gav udtryk for i starten og til tider modarbejdede lidt nogle af de principper hun i starten fremlagde. Men giver vi ikke alle udtryk for noget som vi ikke altid følger? Siger i øvrigt heller ikke man skal det, for det pædagogiske arbejde er jo med mennesker og derfor må det være under udvikling hele tiden.
Jeg vil prøve at give et eks. Lad os kalde ham Nick for bedre at kunne følge med. Nick er altså i gruppe 2, som har et fælles projekt der består i at planlægge et besøg i nærheden af hvor han bor, at vise resten af gruppen noget der interessere ham.
Nick har altså planlagt en dag hvor vi skal besøge et stort kreaturmarked, der i øvrigt er meget kendt i hele Frankrig, selv landbrugs ministeren besøger det ofte, vi skal se det traditionelle marked med grønsager, planter, værktøj, tøj og sko og alt hvad vi i danmark er mest kendt med at købe i butikker, ved godt der eksistere markeder i Danmark, især førhen men nu i en mindre grad, i hvert fald set i forhold til frankrig. Efter det skulle vi spise vores picknick hos hans forældre. Eftermiddagen bød på en gå tur ud fra hans bopæl rundt i naturen omkring byen og tilbage gennem byen for at ende med eftermiddagsmaden hos ham. Som han endda selv havde været med til at lave dagen før. Alt i alt en rigtig dejlig dag med motion og at opleve ham fortælle om alle disse mange forskellige køer der findes. Specielt viste han mig mange lækkerier fra på markedet fordi han ved jeg elsker mad og især her fra egnen. Til Semester evaluering af Nick, havde min vejleder, Nicks primær pædagog det er at sige: ”jeg synes halvdelen af besøget var morfar agtigt og at det ikke var særlig interessant bare at gå tur med hunden”. Baf sad jeg så lidt chokeret og tænkte, jamen hvis det nu er hvad han synes der er interessant i livet om han så kun er 14 år, har man vel lov at kunne lide at gå en lang tur?
Han havde sammen med sin far bygget en kæmpe kopi af en bondegår med marker og det hele(på 1,5 m gange 3 m) selv den mindste detalje i stalden var bygget med og små plastik dyr stod og græssede på en malede træplade. Fordi knægten godt kan lide at lege med med bondegård. Det er muligt det er ikke er normalt for hans alder, men hvem ser så hans hans interesser? Og hvem bestemmer hvad der er normalt? Hvorfor ikke hjælpe ham på vej i skolen til at tage en landbrugs uddannelse når det nu er her interessen er. Men der var en stor enighed i at man skulle vise ham andre veje at gå. Samtidig sidder den daglige leder og siger at hun sidste sommer mødte ham på det her kreatur marked hvor han ofte er med sin onkel og faktisk blandt bønderne er respekteret og hjælper med at manøvre køer rundt og tjener ovenikøbet lidt lommepenge ved det.
Her ser jeg Nick vise os noget som for ham betyder noget, nemlig at gå en tur ude i naturen, at være på det her marked, have interesse for dyr og landbrug, hvorfor så ikke følge op på det?
Efter at havde snakket lidt med Nick, fandt jeg ud af at han faktisk rigtig gerne vil arbejde med landbrug og at han have orienteret sig om hvad der skulle til og bakkede ham selvfølgelig op i det for det er jo klart det han skal.
For at vende tilbage til min stempling af franskmændene som rationalister, vil jeg slå fast at det overordnede syn på de her unge individer er opdragelse til at leve efter samfundets love og krag om skolemæssig viden. Jeg tror gerne de vil arbejde med, at udvikling også sker i relationer, men jeg ser det franske system bremse for denne udvikling. I virkeligheden arbejder pædagogerne også under nogle strenge regler og krav fra ledelsen som jeg ikke udmiddelbart så i starten af min praktik. Samtidig er der også denne faktor, tid. Den er der simpelthen for lidt af til at udføre pædagogiske arbejde uden for skolen, det vil jeg komme lidt mere ind på i forhold til mit musikprojekt. Til slut vil jeg tilføje en lille praksisfortælling.
En fortælling jeg mener siger noget om menneskesyn. En historie jeg har gemt fra et hospitals ophold hvor jeg lå på stue med en udviklingshemmed, ved godt det måske er mere generelt men synes nu det er relevant at fortælle om, da det omhandler en bruger indenfor special området.
En ting er, at jeg ikke synes at blive varetaget på fornuftig vis kan jeg nok leve med, for jeg var der kun til observation og skulle hverken havde piller eller noget, en mega belastning, eller også havde personalet bare tre dårlige dage.
Jeg låg altså på stuen med denne mand som af udseende var at bedømme til 35 måske ældre, svært at sige, men som havde meget lidt talt sprog og når det var, var det så lavt at man alligevel måtte gætte sig frem. Tegn og fagter var helt klart nummer et. Jeg havde fornemmelsen af at han ikke rigtig ville kalde på sygeplejersken når han havde brug for hjælp til at ordne småting og i øvrigt var han meget overladt til sig selv. Når der var noget kommunikerede han til mig om hjælp, selvfølgelig hjalp jeg ham det bedste jeg kunne. Selvom det nogle gange var svært helt at vide hvad han ville, men det gik. Han havde fået to overstregningstusser og noget papir til at tegne på, de billedbøger sygeplejersken havde lovet ham kom aldrig, så han fik tegnet en masse tegninger, prikker i forskellige størrelser. Han fik med fagter forklaret mig de ting han havde tegnet.
Hans smil og glæde over meget få og små detaljer gjorder at man ikke kunne andet end selv at live lidt op.
Et besøg fik han, mens jeg lå der, af sin pædagog vil jeg tro og en anden fra der hvor han boede, de var der nok omkring 45 sek, måske halvanden minut. Spørgsmålet til mig var om jeg havde problemer med ham?? Ikke andet end om natten når man skulle sove, fordi han havde noget meget voldsomme udbrud af skrig i drømme som gjorder, at jeg ikke fik sovet specielt godt, men det undlod jeg at fortælle nogen for jeg synes det var synd for ham at han lå der helt alene og måske ikke rigtig forstod hvad de mange forskellig læger og sygeplejersker ville ham når de kom for at tilse ham.
Synes det var lidt grænseoverskridende at han langt det meste af tiden gik rundt med røven bar, noget etik og moral som ikke hang sammen i mit hoved, at han ikke havde mere hjælp eller pasning for den var stort set ikke anderledes end min som i forvejen var manglende, patientkalds knappen der kun virkede en ud af ti gange. Jeg måtte ud og lede efter nogle sygeplejersker som dårligt gad lette røven for at komme og hjælpe og samtidig mumlede noget med at man ikke måtte gå rundt når man havde en ”pneumothorax” men hvad fanen havde de tænkt sig jeg skulle blive liggende og glo ind til de synes det var tid til stuegang??
For at vende lidt tilbage, det var ikke så meget at han gik rundt uden bukser det kunne jeg nok overleve, men synes også det var at sætte ham i en situation, som manglede noget respekt for det enkelte menneske.
Han skulle ovenikøbet ligge der hele weekenden, hvor jeg slap ud en fredag.
Nu ved jeg ikke hvordan det er derhjemme for har aldrig været indlagt i så lang tid at jeg kunne nå at få en medpatient, men en udviklingshemmed der normalt er et sted hvor der hele tiden er nogen til at tage hånd om tingene, pludselig befinder sig sådan, synes jeg er underligt.
En af de bedste oplevelser i mit liv
Jeg vil ikke hjem.
Jeg har fundet ud af hvilke slags fester de går rigtig meget op i, nemlig ansatte der går på pension. Nu har vi i to dage, haft først eftermiddagsmad hele institutionen samlet, for udnerdirektøren og psykiateren og idag stod den på aperitif til middag, med snack, taler fra direktøren, underdirektøren og psykiateren efterfulgt af at spise i det fri, eller nede der hvor værkstederne er og I.M.Pro holder til hvor der også er en fodboldbane, samme sted som karnavallet endte deres optog tilbage i februar måned, tænk sig hvor tiden flyver.
Hvordan skal jeg kunne give slip på alle disse forskellige unge mennesker som har så meget at byde på, på trods af alle deres problemer. Den hjertevarme måde de er på, den kontakt man får i løbet af så mange måneder, det er jo helt fantastisk.
Jeg har været lidt væk fra min blog og dertil skulle man måske fornødes til at tro at jeg ikke synes det er lige så spændende som i starten. Der er bare sket så mange ting at jeg ikke har haft den samme tid, fordi man har været helt smadret når man kom hjem. Men jo det er fortsat et helt utroligt ophold, hvor jeg personlig udvikler mig, lærer en masse og nu også kan se at jeg har kunne givet disse unge mennesker noget til deres liv som jeg håber de vil tage med sig videre. At min, set i forhold til det franske system, lidt 70’er agtige pædagogik faktisk kan give de her børn og unge noget. Jeg udtrykker mig sådan for at overdrive forskellen. Jeg vil komme dyber ind på det i afsittet menneskesyn, når jeg har lagt sidste hånd på mit musikalske video rap projekt. Hvor vi i morgen onsdag skal filme det sidste og samle trådene, jeg har lovede drenge en Hollywood dag, som bliver lang, hård, masser vente tid og vi tager scenen om igen, tak.
Efter vi her til aften har set fodbold, Spanien mod Portugal er de jo kommet lidt sent i seng og efter som der ikke er skole i morgen kan de sove længe, bare de er klar når jeg melder “klar scene” kl 10.00
Jeg har i denne praktik fået så mange input og råd og vejledning fra ikke mindst min vejleder men alle mine kollager har og er super gode til at give et vink med på vejen, hvilket er helt fantastisk.
Jeg kan ikke sige det nok gange, men vil til en hver tid anbefale alle som tager en uddannelse med mulighed for udlandspraktik, at gøre det, hvis de på nogen måde har overskud, og kan få det til at hænge sammen. Nej jeg vil mene at det især i pæduddannelsen er vigtig at komme derud hvor man ikke har sine faste rammer omkring en, det giver altså pondus, i hvert fald for mig. Dog er jeg sikker på at det kan give alle noget godt i deres uddannelseforløb.
Denne praktik har været en blandt rigtig mange gode oplevelser i mit liv og en jeg aldrig vil glemme. Det er bare helt vildt fedt at havde haft denne mulighed og håber meget på jeg kan få den igen i min sidste praktik, hvilket ville være skønt, men det er en drøm som jeg må se på når jeg vender tilbage til danmark.
Nu står den på en tre dages vandre tur med gruppen, det bliver super fedt og rigtig hyggeligt, glæder jeg mig meget til. Med afgang fredag morgen og tilbage søndag aften til spisetid kl 19.00 !!
Dette er ikke en aflevering blot en lille appetitvækker til de kommende indlæg 🙂
Til slut vil jeg bare takke min familie fordi i er de dejligste mennesker på jorden og i ved hvorfor.
Mikkel's Blog 